Lørdag, 16 Oktober 2021 00:41

Den største af de første - Josquin 500 !

Af Bo Holten

D. 27. august 1521 døde Josquin des Prez. Vi fejrer i år 500-året.

Men før vi overhovedet går i gang med detaljer, er det vigtigt at slå fast hvor stor en komponist vi her har med at gøre: På samme måde som Beethoven udøvede sin enorme indflydelse på hele 1800-tallets musik, og ligesom Stravinsky lagde sin klamme hånd på hele 1900-tallets heftigt forgrenede komponeren, således udøvede Josquin des Prez og hans kompositioner en enorm indflydelse på hele musiktænkningen og al kompositionslærdom i 1500-tallet. Så det er den klasse vi er oppe i!

Et brev fra September 1502 fra en hofmand der er ude at finde en kapelmester til sin fyrste Ercole d’Este af Ferrara lyder: ”…da Heinrich Isaac for nylig var i Ferrara komponerede han en prægtig motet, og han skrev den på to dage. Således kan vi konstatere at han er hurtig til at komponere, og derudover er han venlig, nem at omgås og det forekommer mig at han er den rette for Dem, Deres Nåde… Han erklærede også at han var rede til at træde i Deres Nådes tjeneste, ja hellere end hos nogen anden fyrste. Han forekommer mig meget bedre til at tjene Dem end Josquin, for Isaac er mere afholdt blandt kollegerne, og han vil til stadighed komponere nye værker. Det er et faktum at Josquin komponerer bedre (compone meglior), men han komponerer kun når han har lyst, og ikke når man ønsker han skal skrive noget, og han kræver 200 dukater årligt, medens Isaac gerne kommer for 120. - Deres Nåde må bestemme.”

Ercole d’Este ansatte Josquin!

Dette fortæller en del om Josquin og måske også noget om den geni-dyrkelse både han, Beethoven og Stravinsky er blevet genstand for. 

Josquin har som ingen anden renaissancekomponist været genstand for meget intens forskning, men desværre, i modsætning til flere af hans samtidige, er det fortvivlende lidt biografisk materiale der er overleveret om ham: vi har fx ikke noget billede af ham, og så sent som i 1998 fandt forskere frem til at hans fødselsår var langt senere end alle lexica før dette år lader ane. Her står der nemlig: født ca. 1440, død 1521. De seneste forskningsresultater peger på ”ca. 1454” som det mest sandsynlige år, og derved måtte en masse forskning i ”den tidlige Josquin” helt kasseres, og en mængde vurderinger af hans biografi ændres, for ikke at tale om at alle kompositionerne af ”Den tidlige Josquin” slet ikke var af ham. Det forvirrede billede forvirres yderligere af det faktum at Josquin, der var en veritabel superstar i sin egen tid, fik tilskrevet masser af andre kompositioner han aldrig havde været i nærheden af, bare fordi hans navn gjorde dem lettere at sælge. En musiker skriver omkring 1540 at Josquin måtte være den første komponist nogensinde der havde skrevet mere musik efter sin død end mens han var i live. For forskningen har dette været et mareridt, og har ført til et sandt skoleridt af musikologer der gjorde sig kloge på hvad der var echt-Josquin og hvad der var usle efterligninger. I de senere år er således nogle af de mest populære Josquin-stykker faldet for forskernes dom: fx Absalon fili me (formodentlig af Pierre de la Rue) og Mille regretz, hans mest populære og meget smukke chanson. Flere af de beundrede store messer nærmer sig også i disse år henrettelsespelotonen. Så der har tydeligvis også været andre meget dygtige komponister i samtiden: Har De nogensinde hørt om den på samme tid meget anerkendte Caspar van Weerbeke?

De første trykte noder nogensinde kom til verden hos forlæggeren Petrucci i Venezia i 1501. De indeholdt mange Josquin-satser, men de første tryk af hele messer 1502 og 1505 indeholdt udelukkende messer af Josquin. Der var salg i den musik! Josquins status i hans sidste to årtier her på jord var enorm, men han trak sig blot tilbage til sin fødeegn og blev provst (provost) ved den lokale Maria-kirke i Condé-sur-l’Escaut i det sydlige Flandern, tæt ved den egn hvor han var voxet op og havde været kordreng (navnet l’Escaut er det franske navn for den flod som vi kender som Schelde med udløb i Antwerpen).

Født altså ca. 1454, fra 1475-80 sanger hos Roi René i Anjou, derefter muligvis et par år i Ungarn i Corvinus’ rige miljø, midt i 1480’erne ansættelse hos cardinal Ascanio Sforza (som han var knyttet til i mange år) i Milano. 1489-95 sanger i Det Sixtinske Kapel (hvor han på grafitti-vis har ristet sit navn ind i væggen!), resten af århundredet tilknyttet Ascanio Sforza, nu residerende i Rom, de første år af 1500-tallet hos Ercole d’Este i Ferrara, som omtalt ovenfor, og fra 1504 til sin død i august 1521 hjemme i Condé (der dengang var et lidt større og vigtigere sted, men i dag afgjort er det tristeste fattige Nordfrankrig, kirken er der heller ikke længere, en dødssyg provins i dag – jeg har selv været der på pilgrimsrejse og konstateret den totale tristesse).

I 1483, da Josquin var knap 30 år, skete der noget for ham afgørende: han blev kaldt hjem til Condé, han havde arvet jord og ejendomme fra en onkel og tante. Dette gjorde ham til en velhavende mand, og dette forklarer vel, delvis i hvert fald, hvad der stod i det ovenfor citerede brev: at Josquin kunne tillade sig at komponere når han gad. Han kunne også tillade sig at kræve høje honorarer (regnskaber fortæller om langt den bedst betalte sanger og komponist for sin tid) fordi det ikke gjorde noget hvis han ikke fik jobbet! Han rejste over store dele af Europa, opholdt sig i de musikalske centre hvor de bedste sangere og musikere var, havde ingen økonomiske bekymringer, og var fejret som tidens store musikalske geni, med masser af udgivelser i masser af udgaver, og hans musik udbredt overalt i Europa: Det kongelige Kantoris stemmebøger her i København (ca. 1540) indeholder adskillige af Josquins største og flotteste kompositioner, så også her til lands var han et kendt navn.

Men man spørger sig selv: hvad er det da ved Josquins musik der er så tiltrækkende? For det første er den ikke lettilgængelig med sine stramme konstruktionsprincipper og sin renfærdige afsky for al unødig pynt. Den er vanskelig for sangerne: alle stemmer har usædvanligt stort omfang, det vrimler med vanskelige intervaller, og rytmerne, ofte noteret i mærkelige gåder, gør det tætte stemmevæv endnu mere vanskeligt. Der er ofte også en nøgenhed i klangbilledet der kræver det ypperste af klangskønheden, selv når stemmerne står ganske alene. Det er ikke mærkeligt at hans musik kun sjældent synges af amatør-sangere – den er nemlig for utaknemmelig og svær. Her kan man nævne at de mest populære af Josquins verdslige sange af den lettere type lige præcis er dem der ikke er af ham, sådan som forskningen nu ynder at fortælle os. Men til trods for alt dette var han ekstremt populær i samtiden og hans musik solgte i store oplag og blev sunget overalt. Samtiden mærkede kvaliteten og overkom ganske enkelt vanskelighederne. 

Jeg har selv i perioder af mit liv beskæftiget mig intenst med Josquins musik, og jeg kan berette at det er noget af det mest slidstærke der findes; man bliver aldrig træt af den. Den har en naturlig måde at ytre sig på, og den kan blive extrem på den mest enkle måde. Mere meditativ end Pärt og over-komplex som Boulez. Alligevel tager den sig yndefuld og elegant ud. De store messer er ganske forskellige katedraler af lyd, motetterne laboratorier for textur-experimenter, og de verdslige sange, hvoraf mange er rene ørehængere, afslører ved nærsyn fabelagtigt koncentrerede konstruktionsprincipper. Der er ikke nogen ende på det! Og man kan ikke undre sig over at de tidlige modernister i 1900-tallets første halvdel begærligt kastede sig over Josquin, som tilsyneladende beskæftigede sig med det samme som de gjorde. Det var dengang modernismen havde et skær af friskhed.


Til jer der vil læse eller vide mere, må jeg advare mod den ældre litteratur om vores komponist. Den er i lyset af nyere forskning meget fejlbehæftet og omtaler ofte ikke autentiske værker. De to bedste bøger fra nyere tid er 1) The Josquin Companion, Oxford University Press, 2000, ed. Richard Sherr; en værdifuld artikel-samling på 600 sider, og 2) David Fallows: Josquin, Brepols Publishers, 2009; en 500 siders ”life and works”, der er mere end anbefalelsesværdig.

     

Udgivet i Blog