Support NEMF

Vi takker for alle bidrag til vores aktiviteter - We deeply appreciate all contributions for our acitivities.



onsdag, 30 maj 2018 14:41

Velkommen til festival 2018

Fra Monteverdi til Vivaldi
– en invitation til Venedig og omegn anno 1600-1700 i Næstved 

”Festivalen i 2016 var en totaloplevelse, med et bombardement af koncerter på bare godt og vel to døgn. Et partoutkort kostede ikke mere end en god plads i operaen, og sikken masse musik for pengene med kvaliteten helt i top. En festival i kærlighedens og fredens tegn. Tak for det, kan man kun sige og glæde sig til festivalen i 2018.”
Henrik Holm, formand for Tidlig Musik i Danmark


Velkommen til Festival 2018

En trompetfanfare fra Sct. Peders Kirketårn varsler festivalens Åbningskoncert fredag eftermiddag, hvor Peter Spissky vil udnytte alle kirkerummets krinkelkroge til at præsentere alle festivalens meget forskellige ensembler. Dermed genskaber vi stemningen fra Markuskirken i Venedig med opdelingen af sangere og musikere.

I dagene forinden da har vi sikkert været til både ’Artist talk’ med forskellige kunstnere i Sydbanks Arkade, en orgelpræsentation i kirken og måske en koncert i en af landsbykirkerne. Vi har sikkert også været på den musikalske vandring gennem middelalderbyen torsdag aften, hvor man kan opleve ensemblerne på de historiske steder.

Senere fredag aften er der opera i Ny Ridehus. Der er premiere på en ny opsætning af Vivaldis sjældent opførte opera Giustino, som handler om bondedrengen, der redder en prinsesse og derefter bliver involveret i nogle magtkampe om kejsertronen i Konstantinopel. Seks unge lovende sangere fører os gennem dramaet, som bliver iscenesat af italienske Deda Colonna, som var nomineret til en Reumert for en anden Vivaldi-operaopsætning under Copenhagen Opera Festival for et par år siden. Spissky leder operaorkestret, som er et udvidet Camerata Øresund.

Efter opera-dramaet spiller de norske baroksolister op til dans i Gl. Ridehus, med deres verdensberømte Alehouse Session, som vi sidst oplevede i Herskabsstalden på Rønnebæksholm for tre år siden på Norges nationaldag.

Lørdag formiddag i Sydbanks Arkade kan man høre Deda Colonna fortælle om arbejdet med operaen efterfulgt af Herlufs Vokaler som laver madrigaler af Gastoldi og Monteverdi.
Efter frokost er vi klar til den anden operaforestilling i Ny Ridehus og sidst på eftermiddagen kan vi opleve de slovakiske musikere Solamente Naturali give et bud på Telemanns fortolkning af den europæiske folkemusik – eller måske bliver det omvendt.

Festivalens hovedkoncert lørdag aften, er med det engelske vokalensemble I Fagiolini (de grønne bønner), som under ledelse af deres dirigent Robert Hollingworth præsenterer musikken fra deres anmelderroste CD ’The Other Vespers”.

Som en modvægt til Monteverdis berømte ’Maria Vesper’ fra 1610, som kun omfatter Vespers (aften-bønner) der handler om Maria og andre hellige kvinder, har I Fagiolini været inspireret af en hollandsk besøgende, som d. 24. Juni 1620 overværede Monteverdi selv dirigere en række andre vespers, til Johannes Døberens fødselsdag, af forskellige komponister, som handlede om de mandlige helgener.

Ved Midnatskoncerten vil musikerne slå gækken løs, som var vi til bondebryllup på en gård et sted på landet udenfor Venedig …

Til Højmessen søndag formiddag vil vi atter forventningsfulde drømme os tilbage til Markuskirken hvor Palestrinas dengang spritnye flerstemmige kormusik foldes ud i kirkerummet sammen med de dengang nyopfundne basuner.

Efter frokost bliver vi sammesteds udsat for nogle saftige madrigaler, som kan sætte mer end blot hjerter  i brand! I Fagiolinis anmelderroste madrigal-samling ’Flaming Heart’ viser os nemlig at ”Monteverdis musik både rummer skønhed og rædsel. Den er farverig, levende, nogle gange kysk, nogle gange sjofel, men altid helt levende”, som korets stifter og dirigent Robert Hollingworth har sagt.

Senere på eftermiddagen spiller den sidste dramatiske forestilling med Giustino og efter aftensmaden kan vi trygt lade os forføre af Spisskys Musical Mafiosi, i deres Grande Finale.

Vi håber med dette års program at kunne leve op til Henrik Holms oplevelse af den første festival ved at byde velkommen til en musikalsk rejse tilbage til den norditalienske både dystre og levende sen-renaissance og barok.

Peter Stevnhoved, formand og festivalleder 

The Festival Directors

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.