Support NEMF

Vi takker for alle bidrag til vores aktiviteter - We deeply appreciate all contributions for our acitivities.



lørdag, 14 april 2018 15:11

Mod det kollektive hukommelsestab

Karl Aage Rasmussen Karl Aage Rasmussen


Når mange komponister fængsles af den tidlige musik og dens historie, tror jeg ikke det skyldes en nostalgisk drøm om at skrue tiden tilbage, men et behov for at få del i den viden, tankegang og håndværkslære der betingede de mesterværker som fortiden er så rig på. Men forestillingen om tidlig musik som noget der går tilbage til middelalder og renæssance, er faktisk af temmelig ny dato. Bach og Händel blev langsomt en del af den klassiske musiks kanon, men langt op i 1800-tallet blev musikken før dem anset for ubehjælpsom, følelsestom og formløs. Middelalderens musik var et primitivt forstadie til barokkens sindrige polyfoni, måske interessant som studieobjekt, men ikke som kunst. For ligesom viden var også kunst underlagt en Darwinistisk udviklingslogik, mente man, fra abe til menneske, fra Machaut til Bach.
I løbet af forrige århundrede voksede interessen for den tidlige musik imidlertid på grund af dens egne egenskaber, ikke blot som et forstadie til det “egentlige”. Den vidensgren vi i dag kalder musikvidenskab blev til i sidste tredjedel af det nittende århundrede med koryfæer som Bach-forskeren Philipp Spitta, Beethoven-kenderen Gustav Nottebohm og de første store levnedsskildrere af Haydn, Mozart og Händel - Carl Pohl, Otto Jahn og Friedrich Chrysander. De investerede både deres liv og deres formue i at sikre musikkens tilgængelighed i en form, så den kunne spilles og høres. Også Johannes Brahms udførte et omfattende redaktionelt arbejde med at klargøre en lang række værker fra den tidlige fortid til udgivelse. Komponister som Vivaldi, Bach og Händel opnåede først deres ikoniske status efterhånden som musikken ikke blot blev trykt, men udbredt i klingende form.
Det understreger enkelt og ligetil hvor vigtigt det er at de musikalske skatte som fortiden har efterladt bevares som levende, klingende musik. For skriften, teksterne, de gamle, stumme noder, skjuler mindst ligeså meget som de viser. Og musikværker eksisterer altid kun som stadigt nye læsninger og tolkninger. Når de ikke længere blev spillet, når deres musik ikke længere skabte nye oplevelsesrum, blev selv de største genier arkiveret, gemt og glemt.

Derfor er initiativer som Næstved Early Music Festival ikke blot afgørende vigtige for bredden og sammenhængskraften i vores klassiske koncertkultur. Ordet “bevaringsværdigt” har klang af museum og kunstkammer, men prøv blot et øjeblik at tænke på et liv uden Bach! Det er ikke et tankeeksperiment, for havde Bella Salomon ikke kort før hun døde i 1824 foræret sin sønnesøn, Felix Mendelssohn, en kopi af et arvestykke, manuskriptet til Matthäus-passionen, ville Mendelssohns opførelse fem år senere ikke have ført til genopdagelsen af Bach og indledt den moderne Bachkult. Samtlige Händels mere end fyrre operaer var fuldstændig gemt væk indtil begyndelsen af 1920’erne. Og Vivaldis musik blev først en del af den fælles kulturarv efter Anden Verdenskrig, karakteristisk nok i takt med at lp’ere blev hvermands eje.
Næstved Early Music Festival medvirker til at sikre mod den slags kollektive hukommelsestab. Og den internationale bevågenhed skal nok komme, hvis det lykkes at realisere de store ambitioner de første to festivaler er vidnesbyrd om.


Karl Aage Rasmussen, april 2018

 

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.