Hvorfor er vi her? -Åbningstale Festival 2018
Hvorfor er vi her?
Karl Aage Rasmussens åbningstale til NEMF2018
Spørgsmålet er ikke en opfordring til eksistentiel ransagelse, men blot til at overveje: Hvad er det med den barokmusik? Hvad er det for noget ved netop barokmusik der gør at den rækker ud efter en uhyre bred fan-skare, lige fra fagfolk til folk der ellers overhovedet ikke lytter til klassisk musik?
Spørger man, er svarene talløse og ofte forbløffende modstridende. Nogle henviser til at barokmusik sætter tanker igang, at den er sindrig, matematisk, dybsindig. Andre finder den umiddelbart medrivende, opløftende eller måske beroligende, ligefrem afslappende. Nogle priser barokmusikkens uforudsigelighed og dens fanden-i-voldske skabere, andre nyder tværtimod dens fortrolighed og de velkendte, igen og igen tilbagevendende mønstre.
En del hænger måske sammen med at afstanden mellem populærmusik og barokmusik kan synes særlig kort. Ved en Bach-koncert mødte jeg en ung mand med navnet på et Heavy-Metal-band broderet i giga-skrift på sin T-shirt. Yndere af popmusik fængsles måske af barokmusikkens harmoniske mønstre - der er i hvert fald tydelige ligheder - og at jazzmusikere tiltrækkes af den rytmiske drive, er velkendt. Og hvad ville filmbranchen eller tv-mediets serieprogrammer være uden Vivaldi-jingler eller superhits som Pachelbels canon eller den forlorne Albinoni-adagio?
Ikke så få beretter om hvordan de tilfældigt en dag blev udsat for barokmusik og med ét var klar over at de havde mødt deres musikalske soul mate. Musikere, der får et autentisk barok-instrument i hånden, bliver ofte smittet af instrumentets respons, af klangens renhed - af det, der vist hedder en særlig feeling – og nogle forelsker sig liveslangt. Nogle tiltrækkes af det historiske, levendegørelsen af et stykke fortid, nærheden til de fælles rødder. De fascineres af autenticitet, af det lyd-ægte, af tarmstrenge, af gamle stemningssystemer, den lave kammertone, nul vibrato, alt det. De advokerer for “troskab mod værket” og for autentisk “opførelsespraksis” - for at musik ideelt set bør spilles på de instrumenter, den blev skrevet for – eller på nøjagtige kopier.
Men det stik modsatte synspunkt er omtrent lige så populært. Hvorfor spille på de teknisk ofte akavede, tyst klingende gamle instrumenter, når der er fremragende moderne udgaver til rådighed. Er det ikke lidt som at trække med en cykel? Og hvorfor reproducere fortiden, hvorfor ikke bruge musikken til at opdage fremtiden? Al musikfremførelse er underlagt de forståelsesrammer der gælder, når den finder sted, den er tidsbundet, helt bogstaveligt. Og skriften, de gamle, stumme noder, skjuler mindst ligeså meget som de viser. Der eksisterer ingen eksemplarisk historie, ingen ideallinje, ingen sandhed - “værket” findes altid kun som tilnærmelser. At søge efter værket eller musikken i bestemt form, er som at søge efter mørket med et lys i hånden.
Ville et teater i dag mon forsøge at opføre Molière eller Shakespeare præcis som de lød og så ud i 15-1600 tallet? Og hvis, risikerede vi så ikke at møde en dødsmaske? Hvorfor finder teatret – selv operateatret! - det nødvendigt hele tiden at nyformulere de gamle stykker, mens den absolutte musiks publikum så tit foretrækker antikviteter? Kan vi genkende os selv og vores liv i en omhyggeligt nodetro, måske berusende smukt spillet Vivaldi-koncert spillet som vi kender den ud og ind? Kan vi genopleve bare noget af den energi og det fysiske nærvær der betog folk på Vivaldis egen tid?
Ja, det KAN vi, når fremførelsen er sig denne tidslighed bevidst og lader den indgå i musikkens feeling. Vi kan møde det velkendte med nye øjne og ører, vi kan opleve det ukendte i det velkendte ... hvis vi får lov. Men for at det kan ske, må der ryddes ud i vanerne, der må skabes plads i vores hoveder, plads til nye oplevelsesrum. Hvis alt hvad der sker er præcis, hvad vi forventer, så mister musikken sin evne til at udfolde et stykke levende liv i komprimeret, sjælelig form. For levende liv er aldrig helt forudsigeligt. I de digitale mediers tidsalder kan alt reproduceres til perfektion, blot ikke liv. Og derfor er det særlig væsentligt at kunsthistoriens uendelige rigdomme får liv som andet og mere end gentagelser, reproduktioner eller kopier.
I Lampeduses berømte roman “Leoparden” må den gamle sicilianske greve erkende at "hvis vi ønsker at alt skal forblive som det er, er det nødvendigt at alt ændrer sig".
