Lørdag, 15 Juni 2019 18:29

Næstved - udkantsdanmark? Glem det!

Af Mogens Wenzel Andreasen

Alle kender selvfølgelig Næstved – eller tror, at de gør det. Byen ligger på Sydsjælland mellem Ringsted og Vordingborg og har omkring 44.000 indbyggere. Det tager en times tid at køre fra København til Næstved.  Men udkant eller provins? Nej! Det er en by med et rigt kulturliv, hvor musikken har en fremtrædende plads, byen har blandt andet en forening, som beskæftiger sig med barokmusik. Den rummer også en af Danmarks fornemste kostskoler, Herlufsholm.

                  Tidligt på foråret blev jeg kontaktet af formanden for foreningen for barokmusik, Næstved Early Music Festival, Peter Stevnhoved, som havde læst min biografi om Antonio Vivaldi og bad mig komme og holde et foredrag om Vivaldi i april måned. Der var nemlig planlagt en festival i august med barokmusik. Naturligvis sagde jeg ja og tog til Næstved og holdt foredrag om Vivaldi – en god oplevelse med en flok yderst interesserede tilhørere.

 
Beethoven
Det førte mere med sig: Jeg blev engageret til at præsentere en af koncerterne ved den nye Herlufsholm International Chamber Music Festival Festival i juli måned, igen arrangeret af ildsjælen Peter Stevnhoved, hvor der blev opført strygekvartetter og klavertrioer af Beethoven. Koncerten foregik i festsalen på Herlufsholm, og den 3. juli satte jeg igen kursen mod Næstved, hvor Den Danske Klavertrio skulle opføre tre klavertrioer af Beethoven: Nr. 1, Es-Dur, op. 1 nr. 1, nr. 3, c-mol, op. 1 nr. 3, og nr. 7, B-Dur, op 97, med tilnavnet ”Ærkehertugen”, fordi den er tilegnet ærkehertug Rudolph.

Den Danske Klavertrio med Katrine Gislinge, klaver, Lars Bjørnkjær, violin, og Toke Møldrup, cello, spillede, og det var en stor oplevelse. Opførelsen af de tre trioer var perfekt, på højeste internationale plan, og publikum var begejstret. Festsalen på Herlufsholm er meget smuk, der hænger fine gamle malerier på væggene, og akustikken er perfekt.
Der var flere koncerter med klavertrioer og en række koncerter med den tyske Henschel-kvartet, så Beethoven – og tilhørerne – fik, hvad de fortjente. Det er en god idé at koncentrere sig om Beethovens kammermusik, for det giver et godt og præcist billede af en af muskhistoriens største komponister.

Men der var endnu en musikfestival på programmet:

Fra Monteverdi til Vivaldi Festival
Her stod Næstved Early Music Festival i spidsen for et overdådigt arrangement: Mandag den 13. og onsdag den 15, august var der orgelpræsentation i Sct. Peders kirke, foredrag i sognegården og aftenkoncerter i de omliggende landsbykirker. Den 17. august var der om eftermiddagen åbningskoncert med præsentation af festivalens ensembler, og om aftenen den første af tre opførelser af Vivaldis opera ”Il Giustino” i Ny Ridehus. Operaen opførtes igen den 18. og 19. august, og der var flere andre konceter. Men her vil jeg koncentrere mig om Vivaldis opera:

                      ”Il Giustino” er en af Vivaldis mere end 40 operaer, og den har aldrig tidligere været opført i Danmark. Vivaldis operaer er i det hele taget sjældne på de internationale scener, og kun én af hans andre operaer har været opført i Danmark, det skete ved Københavns Operafestival i 2015.
I Næstved var der et 38 sider tykt, fornemt udstyret program, hvor man dog måtte undvære et handlingsreferat – det er nemlig umuligt at beskrive den håbløst indviklede og forvirrede handling, men der var hjælp at hente, for ariernes, ensemblernes og korenes tekster blev vist som lysbilleder over scenen i dansk oversættelse.

                      Sangerne var unge talenter fra Danmark, Norge og Sverige, og hovedpersonen, bonden Giustino, blev sunget perfekt af den danske kontratenor Steffen Jespersen. Næstved Omegns Operakor medvirkede, og Camerata Øresund, et meget professionelt ensemble bestående af 14 musikere, blev ledet af Peter Spissky. Orkestret bestod af strygere, to blokfløjter, to trompeter, cembalo og cymbalon. Scenebilledet var enkelt, men absolut tilstrækkeligt, og Ny Ridehus, en del af den nedlagte Næstved Kaserne, som nu er indrettet som kulturcenter, er en stor, velrenoveret sal med glimrende akustik.
                      Handlingen i ”Il Giustino” er nærmest uforståelig, også fordi kejserens rolle, oprindelig komponeret for kastratsanger, blev udført af en kvinde, som man ikke kunne undgå at se var en kvinde, og lukkede man øjnene kunne man også tro, at bondemanden Giustino var en kvinde, for sådan lød kontratenoren – næsten. Men musikken er herlig, og musikerne forstod at spille musikken autentisk, strygerne uden vibrato og rytmen markant og medrivende. Lad os bare få lov at opleve flere Vivaldi-opførelser.

forsideslide wenzel

Mogens Wenzel Andreasen er født i 1934 på Frederiksberg. Oprindelig uddannet lærer og underviste i en årrække. Blev i 1976 cand. pæd. i musikvidenskab og var redaktør på Politikens Forlag i perioden 1979-1983. Herefter leder af forlaget Artia i årene 1983-1989. Leder af Selskabet til Udgivelse af Dansk Musik på Fonogram og Videogram 1989-1993. Free lance medarbejder ved Danmarks Radios Musikafdeling 1975-1988. Har deltaget i DR TVs internordiske musikprogram "Kontrapunkt". Formand for Selskabet for Russisk Musik fra 1992 og for Dansk Oversætterforbund fra 1998. Udover romaner også forfatter til en række faglige bøger om musik.

Her kan du høre Camerata Øresunds Messias fra Sct. Peders Kirke d. 11. december 2018
(Åbner i et nyt vindue)

P2 koncerten

Følg med i programmet her;
(Åbner i et nyt vindue)

Messias programbillet 2018

HÄNDELS MESSIAS

 - et overflødighedshorn af musikalsk storhed
Anmeldelse af Thomas Emil Horneman-Thielcke

Der er en grund til, at Händels Messias er et mesterværk. Det indeholder ganske enkelt det stjernestøv, som drømme er lavet af. Det kan berøre hjertet og få tiden til at stå stille, som var evigheden allerede indtruffet. Fra de smukke lyse arier til de mørke nærmest dæmoniske bas-partier, hvor den gammeltestamentlige guddom åbenbarer sit styre og magt, bliver man ført igennem et overflødighedshorn af musikalsk storhed. For så til slut at ende med den storladne fuga korsats, Worthy is the Lamb that was slain, der sætter et stort punktum med lyden af det hebraiske ord amen: ”Det står fast.”

Händel vidste, at denne gang havde han skrevet noget, som publikum ville elske. Der er ganske enkelt en grund til, at dette engelske oratorium i tre dele fra dets første opførelse i Dublin den 13. april 1742 har været et værk, som publikum holder af at høre igen og igen. For det har alt det som et musikalsk mesterværk skal indeholde. Det er mesterligt genialt.

Som ”Messias elsker” var jeg spændt på om Camerata Øresund, og dets vokalensemble bestående af håndplukkede sangere, ville kunne få den genialitet frem, som ligger bag værkets tilblivelse. Og i en fyldt Sct. Peder Kirke i Næstved ventede jeg spændt på, at den første tone ville blive slået an af den fabelagtige og virtuose koncertmester Peter Spissky. Det gjorde den, og det var med intet mindre end en nærmest himmelsk klang, der med tempo og fylde, gjorde de næste timer til en sand fryd for øret.

Peter Spissky har et storartet talent for at binde noder, musikere og sangere sammen i et bånd af legende let glæde, der både smitter af på den musik han spiller, som på et forventningsfuldt publikum. Händels Messias var således en stor oplevelse, der fik hjerterne til at banke, glædestårerne frem og smilene på læberne. Intet mindre end en stor musikalsk oplevelse på en kold tirsdag aften i december i Næstved.

 

CO Messias.dr

En lille anmeldelse af festival 2018

Som medlem af NEMFs præsidium var jeg inviteret til at holde den lille åbningstale, deltage i to Artist Talks og i øvrigt være med som almindelig publikummer. Desværre kunne jeg ikke deltage i hele festivalen, men om det kunstneriske niveau på den mindre del af festivalen, jeg overværede kan jeg kun have lovord. 

Jeg var en smule forhåndsskeptisk over idéen med at præsentere en række ensembler som … appetitvækkere på én og samme koncert. Men det fungerede storartet, varieret, spektakulært, intimt etc. Og det lykkedes Peter Spissky at videregive en på samme tid koncentreret og letfodet atmosfære med sine … venner. Fem-seks stjerner!

Vivaldi-operaen - nummer to på få år efter INGEN i DK nogensinde før!, taler sit tydelige sprog om det tag som barokmusikken har fået i et bredt publikum. Et ærligt forsøg fra la Colonnas side på at gøre et meget tidstypisk plot mere vedkommende for at moderne publikum og imponerende sangerpræstationer, for slet ikke at nævne det forunderlige i at de alle har lært næsten tre timers musik udenad med henblik på kun tre opførelser. Engagement, loyalitet og kompetance - sjældent at få alle tre på én gang! Steffen Jespersen et fund, Beate Mordal en stjerne!

Baroksolisterne kender jeg jo, de er både umiddelbart indtagende og historisk oplysende. Men vi måtte erkende at være lidt trætte efter en dramatisk morgen med et bilsammenbrud og flere andre andre kiksere på vores tur fra Jylland. 

Lidt kritik? Kun af logistikken, et par ups’er som vist kunne være undgået. At Deda skulle med et fly må have stået klart før få timer inden afgang. Nu fik den pludselige flytning fremad i tid af hendes præsentation den ærgerlige konsekvens at en del kom for sent. Og varigheden af Vivaldi-forestillingen MÅ have været kendt på forhånd. Får publikum at vide at noget varer tre timer, men det viser sig at være to, er de sjælden ærgerlige. Men det omvendte …hmmm. Uanset hvad der lyttes til, tror jeg. 

Barokmusikken har et særligt potentiale, tror jeg, som middel til udbredelse af den klassiske musiks oplevelsespotentiale. Jeg håber af indlysende grunde at NEMF kan stables på benene igen om et par år. Hvad den “tidlige musik” angår, er landsfordelingen stærkt præget af at næsten al aktivitet har udgangspunkt i hovedstaden. Det er derfor både opmuntrende og vigtigt at vores mest markante festival centreret om den tidlige musik finder sted på Sydsjælland. Tilmed i en af landets ældste byer.

 Hals und Beinbruch!

Karl Aage Rasmussen

 

Mandag, 03 September 2018 19:12

Hvorfor er vi her? -Åbningstale Festival 2018

Hvorfor er vi her? 

Karl Aage Rasmussens åbningstale til NEMF2018

Spørgsmålet er ikke en opfordring til eksistentiel ransagelse, men blot til at overveje: Hvad er det med den barokmusik? Hvad er det for noget ved netop barokmusik der gør at den rækker ud efter en uhyre bred fan-skare, lige fra fagfolk til folk der ellers overhovedet ikke lytter til klassisk musik?

Spørger man, er svarene talløse og ofte forbløffende modstridende. Nogle henviser til at barokmusik sætter tanker igang, at den er sindrig, matematisk, dybsindig. Andre finder den umiddelbart medrivende, opløftende eller måske beroligende, ligefrem afslappende. Nogle priser barokmusikkens uforudsigelighed og dens fanden-i-voldske skabere, andre nyder tværtimod dens fortrolighed og de velkendte, igen og igen tilbagevendende mønstre.

En del hænger måske sammen med at afstanden mellem populærmusik og barokmusik kan synes særlig kort. Ved en Bach-koncert mødte jeg en ung mand med navnet på et Heavy-Metal-band broderet i giga-skrift på sin T-shirt. Yndere af popmusik fængsles måske af barokmusikkens harmoniske mønstre - der er i hvert fald tydelige ligheder - og at jazzmusikere tiltrækkes af den rytmiske drive, er velkendt. Og hvad ville filmbranchen eller tv-mediets serieprogrammer være uden Vivaldi-jingler eller superhits som Pachelbels canon eller den forlorne Albinoni-adagio?

Ikke så få beretter om hvordan de tilfældigt en dag blev udsat for barokmusik og med ét var klar over at de havde mødt deres musikalske soul mate. Musikere, der får et autentisk barok-instrument i hånden, bliver ofte smittet af instrumentets respons, af klangens renhed - af det, der vist hedder en særlig feeling – og nogle forelsker sig liveslangt. Nogle tiltrækkes af det historiske, levendegørelsen af et stykke fortid, nærheden til de fælles rødder. De fascineres af autenticitet, af det lyd-ægte, af tarmstrenge, af gamle stemningssystemer, den lave kammertone, nul vibrato, alt det. De advokerer for “troskab mod værket” og for autentisk “opførelsespraksis” - for at musik ideelt set bør spilles på de instrumenter, den blev skrevet for – eller på nøjagtige kopier. 

Men det stik modsatte synspunkt er omtrent lige så populært. Hvorfor spille på de teknisk ofte akavede, tyst klingende gamle instrumenter, når der er fremragende moderne udgaver til rådighed. Er det ikke lidt som at trække med en cykel? Og hvorfor reproducere fortiden, hvorfor ikke bruge musikken til at opdage fremtiden? Al musikfremførelse er underlagt de forståelsesrammer der gælder, når den finder sted, den er tidsbundet, helt bogstaveligt. Og skriften, de gamle, stumme noder, skjuler mindst ligeså meget som de viser. Der eksisterer ingen eksemplarisk historie, ingen ideallinje, ingen sandhed - “værket” findes altid kun som tilnærmelser. At søge efter værket eller musikken i bestemt form, er som at søge efter mørket med et lys i hånden.

Ville et teater i dag mon forsøge at opføre Molière eller Shakespeare præcis som de lød og så ud i 15-1600 tallet? Og hvis, risikerede vi så ikke at møde en dødsmaske? Hvorfor finder teatret – selv operateatret! - det nødvendigt hele tiden at nyformulere de gamle stykker, mens den absolutte musiks publikum så tit foretrækker antikviteter? Kan vi genkende os selv og vores liv i en omhyggeligt nodetro, måske berusende smukt spillet Vivaldi-koncert spillet som vi kender den ud og ind? Kan vi genopleve bare noget af den energi og det fysiske nærvær der betog folk på Vivaldis egen tid? 

Ja, det KAN vi, når fremførelsen er sig denne tidslighed bevidst og lader den indgå i musikkens feeling. Vi kan møde det velkendte med nye øjne og ører, vi kan opleve det ukendte i det velkendte ... hvis vi får lov. Men for at det kan ske, må der ryddes ud i vanerne, der må skabes plads i vores hoveder, plads til nye oplevelsesrum. Hvis alt hvad der sker er præcis, hvad vi forventer, så mister musikken sin evne til at udfolde et stykke levende liv i komprimeret, sjælelig form. For levende liv er aldrig helt forudsigeligt. I de digitale mediers tidsalder kan alt reproduceres  til perfektion, blot ikke liv. Og derfor er det særlig væsentligt at kunsthistoriens uendelige rigdomme får liv som andet og mere end gentagelser, reproduktioner eller kopier.

I Lampeduses berømte roman “Leoparden” må  den gamle sicilianske greve erkende at "hvis vi ønsker at alt skal forblive som det er, er det nødvendigt at alt ændrer sig".  

http://www.karlaagerasmussen.com

KAR opening2018

Lørdag, 14 April 2018 15:11

Mod det kollektive hukommelsestab


Når mange komponister fængsles af den tidlige musik og dens historie, tror jeg ikke det skyldes en nostalgisk drøm om at skrue tiden tilbage, men et behov for at få del i den viden, tankegang og håndværkslære der betingede de mesterværker som fortiden er så rig på. Men forestillingen om tidlig musik som noget der går tilbage til middelalder og renæssance, er faktisk af temmelig ny dato. Bach og Händel blev langsomt en del af den klassiske musiks kanon, men langt op i 1800-tallet blev musikken før dem anset for ubehjælpsom, følelsestom og formløs. Middelalderens musik var et primitivt forstadie til barokkens sindrige polyfoni, måske interessant som studieobjekt, men ikke som kunst. For ligesom viden var også kunst underlagt en Darwinistisk udviklingslogik, mente man, fra abe til menneske, fra Machaut til Bach.
I løbet af forrige århundrede voksede interessen for den tidlige musik imidlertid på grund af dens egne egenskaber, ikke blot som et forstadie til det “egentlige”. Den vidensgren vi i dag kalder musikvidenskab blev til i sidste tredjedel af det nittende århundrede med koryfæer som Bach-forskeren Philipp Spitta, Beethoven-kenderen Gustav Nottebohm og de første store levnedsskildrere af Haydn, Mozart og Händel - Carl Pohl, Otto Jahn og Friedrich Chrysander. De investerede både deres liv og deres formue i at sikre musikkens tilgængelighed i en form, så den kunne spilles og høres. Også Johannes Brahms udførte et omfattende redaktionelt arbejde med at klargøre en lang række værker fra den tidlige fortid til udgivelse. Komponister som Vivaldi, Bach og Händel opnåede først deres ikoniske status efterhånden som musikken ikke blot blev trykt, men udbredt i klingende form.
Det understreger enkelt og ligetil hvor vigtigt det er at de musikalske skatte som fortiden har efterladt bevares som levende, klingende musik. For skriften, teksterne, de gamle, stumme noder, skjuler mindst ligeså meget som de viser. Og musikværker eksisterer altid kun som stadigt nye læsninger og tolkninger. Når de ikke længere blev spillet, når deres musik ikke længere skabte nye oplevelsesrum, blev selv de største genier arkiveret, gemt og glemt.

Derfor er initiativer som Næstved Early Music Festival ikke blot afgørende vigtige for bredden og sammenhængskraften i vores klassiske koncertkultur. Ordet “bevaringsværdigt” har klang af museum og kunstkammer, men prøv blot et øjeblik at tænke på et liv uden Bach! Det er ikke et tankeeksperiment, for havde Bella Salomon ikke kort før hun døde i 1824 foræret sin sønnesøn, Felix Mendelssohn, en kopi af et arvestykke, manuskriptet til Matthäus-passionen, ville Mendelssohns opførelse fem år senere ikke have ført til genopdagelsen af Bach og indledt den moderne Bachkult. Samtlige Händels mere end fyrre operaer var fuldstændig gemt væk indtil begyndelsen af 1920’erne. Og Vivaldis musik blev først en del af den fælles kulturarv efter Anden Verdenskrig, karakteristisk nok i takt med at lp’ere blev hvermands eje.
Næstved Early Music Festival medvirker til at sikre mod den slags kollektive hukommelsestab. Og den internationale bevågenhed skal nok komme, hvis det lykkes at realisere de store ambitioner de første to festivaler er vidnesbyrd om.


Karl Aage Rasmussen, april 2018