Monteverdi med Concerto Copenhagen i Sct. Peders kirke

OBS: nye sangere
Eline Soelmark – sopran
Kristin Mulders - mezzosopran
Nicholas Mulroy - tenor


Den første af de største


Det er os en stor fornøjelse atter at kunne byde velkommen til Concerto Copenhagen, som vi havde stor succes med at præsentere 5. oktober 2015. Dennegang kommer de med et spændende program med den italienske komponist Claudio Monteverdi. Efter mere end 400 år har Monteverdi bevaret sit ry som en af alle tiders mest kraftfulde og nytænkende musikskabere. Han mestrede alle sin tids traditioner, og hans visionære harmonik, musikdramatik og instrumentation blev fundamentet for den senere barokmusik. Langt yngre italienske kolleger – som her Marini, Uccellini og Buonamente byggede loyalt videre på hans landvindinger og eksperimenterede med strygeinstrumenternes tekniske og udtryksmæssige muligheder. Og operaen som kunstform var knap blevet til, før Monteverdi skabte genrens første mesterværk: hans “Orfeo” fra 1607 ændrede med ét slag musikhistorien. Hans næste opera, “Arianna”, genfortæller myten om en pige der brutalt efterlades på øen Naxos af sin elskede. Men hendes klagesang er alt hvad der har overlevet tidens gang – blot tre af Monteverdis mindst syv operaer er bevaret for eftertiden.

“Zefiro torna” er en af hans mest beundrede madrigaler, forunderlige lydmalerier og forbløffende lysskift besynger forårets genkomst med blide vinde. Og formprincippet der kaldes “ciaccona” eller “passacaglia” – en vedvarende gentaget basmelodi – viser sig ikke blot her, men dukker igen og igen op i dette koncertprogram.

Aftenens storværk, “Tvekampen mellem Tancredi og Klorinda”, benytter en scene fra Torquato Tassos “Det befriede Jerusalem”. Trykt i 1581 er det et af historiens mest berømte vers-dramaer, talløse værker inden for teater, billedkunst og musik bygger på dette epos om hvordan de første korsriddere overvandt muslimsk herredømme. Ridderen Tancredi forelsker sig i den vantro skjoldmø Klorinda, men i et natligt sværdslag genkender de ikke hinanden, og han sårer hende dødeligt. Han fortvivler, men før hun udånder, lader Klorinda sig døbe i den kristne tro. Monteverdis skildring af tvekampen gør brug af skelsættende nye virkemidler som tremolo, pizzicato og slag med buens træ på strengene.

Monteverdi.png

Billetter kan købes på; https://billetto.dk/da/events/monteverdi-med-concerto-copenhagen

Program:

Marco Uccellini: Aria sopra La Bergamasca
Claudio Monteverdi: Prologue from L’Orfeo 
Monteverdi: Rosa del ciel, scene from Orfeo
Monteverdi: Zeffiro torna, ciaccona
Monteverdi: Lamento d’Arianna 
Giovanni Battista Buonamente: Sonata seconda a 3 violini
– – –
Biagio Marini: Sonata in eco con tre violini
Monteverdi: Il combattimento di Tancredi e Clorinda 
Marini: Passacaglia

Medvirkende:
Eline Soelmark – sopran
Kristin Mulders - mezzosopran
Nicholas Mulroy - tenor

Concerto Copenhagen www.coco.dk
Peter Spissky – musikalsk ledelse


concerto copenhagen photo-small

Sted Sct. Peders kirke, Næstved
Billetter på https://billetto.dk/da/events/monteverdi-med-concerto-copenhagen eller ved indgangen fra kl. 18.30

Koncertsteder

Modtag vores nyhedsbrev