fredag, 09 september 2016 10:59

Migrationen er vi selv skyld i - interview med Savall

 Savall interview

Migrationen er vi selv skyld i
Interview af Markus Thiel (Münchener Merkur 26. august 2016)

Jordi Savall om glemsomme politikere, Europas kraft og forskellige kulturers fælles rødder

Hvad har barokken med tyrkiske, armenske eller afrikanske toner at gøre? Rigtig meget, hvilket Jordi Savall ikke bliver træt af at bevise. Den catalanske gambist, dirigent og musikforsker er et menneske, som ikke alene prædiker om tolerance og respekt for andre kulturer, men også bruger det i sit musikalske udtryk. Ligesom kirketårnet i sidste ende er beslægtet med minareten, ligeså grænseoverskridende er også musikkens grundlæggende strukturer – hvilket er mere end blot et videnskabeligt fænomen. Den 1. august fyldte denne rolige, karismatiske fighter 75 år og har lige været med til at skabe en ny festival for tidlig musik i Næstved.

- En ny festival: Er det noget, som gør Dem nervøs, eller er det bare endnu en dråbe i havet?
Det er synd, at der ikke gøres mere. Vores musik skulle egentlig gøres tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Dette samarbejde mellem danske, franske, belgiske eller catalanske musikere er tolerance, som er udført i praksis. Dette vidner om Europas styrke, som vi alt for ofte glemmer i disse dage. Vi har kun opbygget et rent økonomisk Europa. Et fælles kulturelt Europa eksisterer stadig ikke. Kontinentets største potentiale viser sig dog i dets historie, kultur og idealer.

- … Hvor kultur går forud for politik. Således er det en brite, som står i spidsen for Berliner-Filharmonikerne…
Det er korrekt. I mit arbejde lægger jeg vægt på følgende: Jeg forsøger at skabe en forbindelse mellem Europas historie og musik, som kan fornemmes af alle. Musikken forener os, som eksempelvis stammer fra vidt forskellige trosretninger. Der findes paralleller, som kan overraske og er tydelige for enhver. Det må der jo være en grund til. Det er stadig blevet undersøgt alt for lidt. Vi tror fortsat, at den occidentale musik er den førende universelle musik.

- Hvordan kan det så være, at japanere er så forelskede i vestlig musik og kun vestlige kunstnere betyder noget for dem?
Det udspringer af et kompleks, en usikkerhed. De tror, at den europæiske og især den tyske kultur rangerer højere end alle andre kulturer. Men det er ikke alene japanernes skyld, men også vores egen takket være vores bedrageriske selvbevidsthed. 
Selvfølgelig er Bach et af de højeste bjerge. Men også i andre kulturer findes der fantastiske, og naturligvis anderledes udformede bjergkæder. Jeg synes, at hver by bør pleje en slags lokalt klangarkiv. Det er da grotesk, at vi på museerne kan opleve forskellige retninger inden for malerkunst, men ikke har noget tilsvarende inden for musikkens verden. Hvor mange tyskere kender mine-sangernes musik?

- Så De tror heller ikke på et fremskridt inden for musikken.
Den slags findes kun inden for videnskaben. Da Europa opdagede den græske kultur i det 15. århundrede, var det en åbenbaring med henblik på egen klassificering.

- De har længe forsøgt at påpege den kulturelle sammenhæng med deres projekter. Er De frustreret, når De betragter den nuværende situation?
Jeg er frustreret, fordi det ikke kun er politikere, som lider af et stort hukommelsestab. Tag for eksempel det aktuelle migrationsproblem. Over 4000 mennesker døde alene i de seneste måneder på deres vej fra Afrika til Europa. Men hvem husker, at over 30 millioner afrikanere endte som slaver mellem år 1500 og 1880? Vores rigdom og hele vores udvikling er baseret på denne uretfærdighed. Der blev aldrig givet nogen undskyldning og aldrig betalt nogen kompensation. Hvad forventer vi os nu af Afrika? At de skal stille sig tilfredse med deres fattigdom, deres krige og deres høje dødelighed? Andre steder i verden har vi en lignende situation. Alt det, som vi oplever nu, er konsekvensen af vores handlinger. Tag et andet eksempel: Europa har brug for nye ideer, hvad angår staternes sameksistens. Måske kan der findes eksempler i den tyske nations hellige romerske rige, som blev opløst i 1806. Hvert land var uafhængigt, men skulle følge de samme regler.

- Selvom man vurderede menneskerettighederne lidt anderledes dengang?
Selvfølgelig. Jeg mener dog den rene grundtanke om en ligeberettiget statslig sameksistens. Historien er fuld af elementer, som godt kunne hjælpe os med at blive bedre.

- Deres kollega Nikolaus Harnoncourt, som døde for nogle måneder siden, var pessimistisk. Han sagde, at de grønne skud, som vi ser nu, er de sidste angstfulde skud på et døende træ. 
Vi befinder os i en farlig situation. Jeg tror dog ikke, at træet vil dø. Det ville være tilfældet, hvis ikke vi havde børn. Børnene er vores nye træer. Vi skal dog passe godt på dem. Alle vores aktuelle problemer har også noget at gøre med et forkert, anti-musisk opdragelsessystem – og med et system, som er baseret på profit. I det 19. århundrede betalte de rige i næsten alle byer mere for hospitaler, skoler, kultur og meget andet. I dag orienterer kapitalen sig overregionalt, globalt – og mister sine nærmere omgivelser af syne. Tyskland er en undtagelse. Her har meget fra for to århundreder siden overlevet. Men se på USA, også selvom der her findes mange private sponsorer: Sundheds- og uddannelsessystemet befinder sig i en håbløs situation – og næsten på samme niveau som Afrika.

- Bør man ikke i en større grad bruge de nye medier til alle disse ideer? Det er jo den eneste måde at trænge igennem til de unge.
Internettet kaldes for et kommunikationssystem. Der er dog tale om en skinkommunikation, hvor mennesker netop ikke møder mennesker. Det har mange positive sider, i sidste ende har det dog en anonym og dermed irreel karakter. Humanisme og forståelse for hinanden kan ikke opnås ved at klikke. Hvad der desuden mangler, er kontrolinstanser. Samlivet, det at have et forhold er måske nok menneskets mest komplicerede opgave. Det er det, alt udspringer af. Og det kan kun læres via direkte, reelle kontakter.

- For kort tid siden kunne De fejre en vigtig fødselsdag. Var det en milepæl? 
Tja, jeg har mange, mange år på bagen. Men lad os antage, at jeg ikke lige vidste, at jeg var blevet født den 1. august 1941. Det ville ikke ændre noget for mig, fordi min fornemmelse, min mentale kapacitet, mit fysiske potentiale ikke kan bestemmes af tal. Det, jeg kan sige, er: Man er ung, så længe man stadig har illusioner og kreativitet. Derfor føler jeg mig ung. Gandhi sagde, at man bør leve hver dag, som var det den sidste. Samtidig bør man lære og studere, som om man stadig havde tusind år foran sig. For mig betyder det blandt andet: Hvis du elsker nogen, så sig det til vedkommende nu.

- De virker altid dejligt velafbalanceret. Har det nogensinde været anderledes?
Ja, det jeg er i dag, er jo et resultat af mange års erfaring. Mark Twain mener, at der findes to vigtige dage i et menneskes liv. Den dag, hvor man blev født. Og den dag, hvor man begriber, hvorfor og hvad man er blevet født til.

- Hvornår oplevede De denne anden dag? 
Ubevidst da jeg var seks, syv år gammel, da jeg begyndte at synge i skolens drengekor. Og så var der endnu en dag, hvor jeg opdagede celloen. Ved hjælp af musikkens styrke blev alting anderledes. Derfor siger jeg altid til mig selv: Så længe vi kan synge, er der håb.
(oversættelse Eva-Maria Arntz) 


En rolig, karismatisk fighter for tolerance – gambisten og dirigenten Jordi Savall (75) ved festivalen for tidlig musik i Næstved.
FOTO: REINHARD WILTING

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.